Pindsvin i haven

Nyttedyr i haven

Pindsvinet er et nyttedyr. Det er en naturlig og velkommen hjælp i haven. Det er totalt harmløst og spiser mange af de ting, du ikke ønsker i din have. På dets spiseseddel står der alle former for krible-krabledyr såsom; biller, larver, edderkopper, regnorme, snegle og snegle – også dræbersnegle.

Bolig i haven

Pindsvin har brug for beskyttede, tørre steder til at bygge deres rede af vissent græs, blade mv, hvor de sover om dagen, yngler og tilbringer deres vinterhi. Gode steder kan være terrasser som er hævet over jorden, brændestabler på træpaller, så der dannes et hulrum under.

Legehuse, skure, åbne kompostbunker. Gren- og kvasbunker i et mørkt, roligt hjørne af haven, som får lov til at ligge urørt, er også gode. Pindsvin bygger også tit deres reder i brede, tætte hække og under lavt hængende buske fx Rododendrons. Undersøg om du har sådanne egnede gemmesteder i din have, ellers kan du for meget få midler, bygge de fineste pindsvineboliger.

Adgang til vand

I haven har pindsvinet behov for vand. Efter et vinterhi, er det vigtigt, at pindsvinet ikke skal gå langt efter vandet. Det er nemlig i stort underskud af væske, og kan rammes af forvirring, hvorved pindsvinet kan vandre forvirret rundt, og her være let offer for farer. Du skal blot have en vandskål, med rent vand, i haven. Har du en sø eller lignende, sørg for at pindsvinet kan komme til vandet, uden at falde i.

Dødsfælder i din have

Nedgravede trampoliner udgør en fare for pindsvinet, falder det først ned i hullet, kommer det aldrig op igen. Robotplæneklippere, som kører om natten, kører hen over pindsvinet og skalperer det. Sæt derfor din robotplæneklipper til kun at køre i dagtimerne, hvor pindsvinet ligger trygt og sover i sin rede.

Pindsvinet er et lille nysgerrigt og uforsigtigt dyr og kan desværre ikke bakke. Så sidder det først fast, er det prisgivet. Det er ikke ualmindeligt, at det sidder fast i diverse typer af hegn, i fodboldnet, net om bærbuske, falder ned af trapper eller ned i lyskasser og lignende.

Tjek derfor hver dag, hvis du i din have eller ved dit hus har sådanne ”dødsfælder”. Fodboldnettet kan med fordel klippes de nederste 10-15 cm af, så kan pindsvinet kravle under og nettet opfylder fortsat sit formål.

Undlad ligeledes at anvende gift i din have, da pindsvinet også spiser ådsler og dermed risikerer at få giften i sig.

Vær forsigtig ved havearbejde med redskaber, hvis du ikke kan se bunden, fx ved højt græs. Vi får mange pindsvin ind med skader fra buskryddere mm.

Pas på din hund. Både hund og pindsvin kan komme slemt til skade ved mødet. Pindsvinet kan få ubehagelige bid, og hunden kan få pigge til at fast i mund og hoved. Både for pindsvin og hund er det meget smertefuldt.

Et svagt og sygt pindsvin i dagslys angribes af spy

Når et sygt eller svagt pindsvinet ligger fremme i dagslys, angribes det af spyfluen. Den lægger sine æg kaldet SPY på pindsvinet. Disse klækkes efter ca. 1 døgn til maddiker, som herefter spiser pindsvinet levende. En helt forfærdelig død. Ser du derfor pindsvin i dagslys, i din have er der med STOR sandsynlighed noget galt, så den har brug for DIN hjælp for at overleve.

Se førstehjælp til pindsvin her.